GOD MORGEN - HVER MORGEN

Espresso, penne og papir i mit eget selskab.

For nogle år siden faldt jeg over begrebet ‘Bliss Station’. Det er Joseph Campbell, The power of Myth, som er ophavsmanden til det. Det handler i al sin enkelthed om at have tid eller rum til i løbet af dagen at trække sig tilbage og tænke over tingene.

You must have a room, or a certain hour or so a day, where you don’t know what was in the newspapers that morning, you don’t know who your friends are, you don’t know what you owe anybody, you don’t know what anybody owes to you. This is a place where you can simply experience and bring forth what you are and what you might be. This is the place of creative incubation. At first you may find that nothing happens there. But if you have a sacred place and use it, something eventually will happen.
— Joseph Campbell

En hel del år tidligere havde min meditationslærer Erik Mikkelsen talt om vigtigheden af at have et personligt sted i hjemmet. Et sted hvor man kan dyrke det, som er på vej. Det du længes efter at få frem. Et for dig selv ‘helligt’ sted.

Det har og har haft enorm betydning for mit liv at skabe mig det daglige rum. Over tid har fornemmelsen været, at det som er kommet frem, har været der hele tiden. Det har bare ikke fået opmærksomhed nok til, at det kunne få retning og blive til virkelighed.

De sidste 5 år er det lykkedes mig at stå meget tidligt op. Det er blevet et ritual - noget helt nødvendigt. En dejlig fornemmelse. Gerne kl. 06 står jeg op. Jeg laver en espresso og sætter mig et sted i stilhed. Gerne udendørs. Så skriver jeg et antal sider med det, som kommer til mig. Jeg lytter til det, der er. Så lægger jeg tingene væk og så er dagen godt igang. Noterne læser jeg ikke igen.

Opskriften er derfor helt enkel: Stå op 30 min. før du plejer. Gør det behageligt med en god kop kaffe, vand eller juice. Sid lidt i stilhed. Skriv i et kvarters tid. Sid lidt og kig. Læg tingene væk. Repeat i morgen.

Måske du har fået lyst. Prøv det - se hvad der sker. Leg med det.

Tilgangen er inspireret af Julia Cameron og er en metode, som egentlig er formet af at arbejde sig ud af skriveblokering. Den er dog anvendt verden over, som en måde at finde kernen i ens personlige kreativitet.

Tak fordi du læste med.

/O

  En lille akvarel. “Jeg sidder og kigger - ikke andet”.



Previous
Previous

Bogkassen - Rick Rubin

Next
Next

DEN FRANSKE CAMINOS DØRE